Kamille Isaksen
Baglandet står fast på statsministerposten.
I dansk politik er spørgsmålet om magt og mandat sjældent til diskussion, når først vælgerne har talt.
Traditioner og politisk logik peger som regel i samme retning. Det største parti får ansvaret for at samle en regering og står i spidsen for landet.
Alligevel bliver netop denne grundlæggende præmis nu udfordret i debatten om en mulig regering hen over midten.
For Socialdemokratiet er svaret dog klart. Partiets bagland afviser tanken om at indgå i en regering uden samtidig at besidde statsministerposten.
Det skriver TV 2.
Baglandet står fast på statsministerposten
Under en nylig tv-debat blev Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, spurgt direkte, om hun kunne forestille sig at indgå i en midterregering uden selv at være statsminister.
Svaret var utvetydigt. Det scenarie ser hun ikke som realistisk.
Den holdning deles bredt i partiets bagland.
Flere kredsformænd peger på, at det vil stride mod både rimelighed og politisk logik, hvis et mindre parti skulle overtage ledelsen af en regering, hvor Socialdemokratiet er størst.
Tage P. Olsen fra Ikast-Brande fremhæver, at det ikke giver mening, hvis partier med markant lavere opbakning får større indflydelse end et parti med over 20 procent af stemmerne.
Andre peger på, at en sådan konstruktion vil udvande partiets politiske profil og gøre det sværere at føre tydelig socialdemokratisk politik.
Selvom enkelte anerkender, at det i teorien kan lade sig gøre, er der bred enighed om, at det hverken er ønskeligt eller sandsynligt i den nuværende politiske situation.
Historien viser, at undtagelser findes
Trods den klare modstand er der ikke tale om en fast regel i dansk politik. Ifølge valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet findes der historiske undtagelser.
Han peger på valget i 1968, hvor den såkaldte VKR-regering blev dannet. Her blev Hilmar Baunsgaard fra Radikale Venstre statsminister, selvom partiet var mindre end både Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Det er dog en sjældenhed. Ifølge Rune Stubager er det som udgangspunkt mandatfordelingen og forhandlingsevnerne, der afgør, hvem der ender med statsministerposten.
Traditionen kan brydes, men det kræver særlige politiske omstændigheder.
Skulle Socialdemokratiet vælge at indgå i en regering uden at sidde for bordenden, vurderer han, at det kan få konsekvenser for partiets position og troværdighed.
Samtidig understreger han, at politik netop er kendetegnet ved, at uventede konstellationer kan opstå, især hvis magtbalancen bliver tæt, og mindre partier får en afgørende rolle.
Dermed står diskussionen fortsat åben i teorien.
Men i praksis er budskabet fra Socialdemokratiets bagland klart. Hvis partiet er størst, bør det også være partiet, der leder regeringen.
