Minister: Danmark skal godkende klimaaftale til oktober

Skrevet af Redaktionen

03/09/2016

Dagens topnyheder

Danmark følger inden længe Kina og USA's eksempel og ratificerer Paris-aftalen fra sidste års klimatopmøde.

Det understreger klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V).

- Regeringen fremlægger ved Folketingets åbning (4. oktober, red.) et beslutningsforslag omkring ratifikation af aftalen fra Paris, siger han.

Førstebehandlingen af forslaget finder sted 13. oktober, oplyser ministeren.

- Så i løbet af få måneder har også Danmark godkendt aftalen fra Paris, siger Lars Christian Lilleholt.

WWF Verdensnaturfonden ærgrer sig over, at Danmark endnu ikke har godkendt aftalen.

- Jeg er ret ked af, at Danmark ikke kom først blandt de rige lande, siger klimachef John Nordbo.

- Vi havde fået masser af god omtale, og de danske virksomheder, som leverer løsninger på klimaproblemet, havde fået god branding.

Men der har aldrig været tvivl om, at Danmark ville ratificere aftalen, svarer energi- og klimaministeren.

- Og Danmark er blandt de EU-lande, der gør det først, siger Lars Christian Lilleholt.

- Nu håber jeg, at hele EU meget snart får den samlede aftale ratificeret.

Han kalder det "helt afgørende", at USA og Kina nu har godkendt aftalen.

- Det viser, at der fortsat er meget stor og bred opbakning bag aftalen fra Paris, siger klima- og energiministeren.

- At Kina og USA er gået forrest lægger også pres på EU-landene, så de får det gjort.

For at aftalen kan træde i kraft, skal i alt 55 lande, der står for 55 procent af udledningen, godkende aftalen.

Med Kina og USA har i alt 25 lande ratificeret Paris-aftalen. De to står for samlet 38 procent af verdens samlede CO2-udledning.

- Skal resten af verden være med, er det i allerhøjeste grad vigtigt, at de største økonomier går forrest, siger Lars Christian Lilleholt.

Danmark står for cirka 0,15 procent af verdens samlede udslip.

/ritzau/