Se billederne: Her slutter brostenskongens forår

Skrevet af Michael Lauritsen

01/04/2013

Mest læste i dag

Konsekvenserne af søndagens styrt i Flandern Rundt er til at føle på for Tom Boonen. En kvæstet hofte, forslået albue og et beskadiget knæ betyder, at Omega Pharma-Quickstep-kaptajnen ikke kan stille op i Paris - Roubaix på søndag.

- Der er virkelig ikke noget valg. Det er svært at give afkald på sådan et løb, men jeg kan virkelig ikke køre det. Jeg har store smerter, og det bliver helt sikkert ikke bedre de kommende dage, siger Tom Boonen til holdets hjemmeside.

Allerede efter 19 kilometers kørsel i årets Flandern Rundt ramlede belgieren ind i et skilt.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

- Jeg sad bagved Stijn Vandenbergh, og vi kørte i siden af feltet. Farten var virkelig høj. Feltet svingede lidt til venstre, og vi fulgte efter, da jeg pludselig ramte et plastikskilt på vejen. På et øjeblik røg jeg i jorden, jeg kunne ikke en gang få vejret til at starte med. Jeg indså med det samme, at noget ikke var godt. Jeg havde ondt især i venstre side af min krop, og da jeg så et dybt sår på mit højre knæ, forstod jeg, at mit løbet var slut, siger Tom Boonen.

2013 har været et dårligt år for Boonen, der havde sat næsen op efter sin femte Paris - Roubaix-triumf. I begyndelsen af december i fjor fik han en tarminfektion. Det betød, at han måtte udskyde den planlagte sæsonstart.

Efterfølgende løb den belgiske mester ind i en blodforgiftning i albuen, som krævede en operation. Dermed kom han sent i gang med at bygge formen op til forårets store løb.

- Desværre er 2013 ikke rigtig mit år, ikke mit nummer. Jeg har haft mange problemer i år og nu dette. Lige nu skal jeg virkelig passe på med mine fysiske problemer. Albuen og hoften er virkelig hævede og gør ondt, hele venstre side af min krop er øm, siger Tom Boonen.

Se billederne fra styrtet i Flandern Rundt her: