Smitten stiger, men denne gang spiller virusset en anden rolle, end vi har været vant til.
Lige nu læser andre
Smitten med covid-19 ligger i øjeblikket på et middel niveau i Danmark og forventes at stige i løbet af vinteren.
Der er dog ikke noget, der tyder på en usædvanlig eller alvorlig covid-sæson, og den opdaterede vaccine ventes at give god beskyttelse mod de varianter, der i øjeblikket er i omløb.
”Vi forventer, at covid-19 vil give anledning til en vis smitte og sygdom, men der er ikke noget, der umiddelbart peger på en stor bølge eller alvorlig belastning af sundhedsvæsenet. Som altid kan situationen dog ændre sig, hvis nye varianter opstår, og derfor følger vi udviklingen,” siger Bolette Søborg, overlæge og afsnitsleder på Statens Serum Institut.
Hun understreger, at vaccination fortsat anbefales til personer på 65 år og derover samt til personer, der har øget risiko for et alvorligt forløb.
Sådan skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
Influenzavirus fra den sydlige halvkugle
Læs også
SSI’s forventninger til vintersæsonen bygger på erfaringerne fra den nyligt overståede sæson på den sydlige halvkugle, hvor både covid-19 og influenza har cirkuleret, samt på viden om befolkningens immunitet og vaccinedata.
Ud fra disse observationer forventer SSI, at de typer af influenzavirus, som har været mest udbredt på den sydlige halvkugle tidligere på året, også vil præge den kommende sæson i Danmark.
”Influenzavirus har ændret sig i løbet af sæsonen på den sydlige halvkugle, og den udvikling følger vi. Vi ved endnu ikke, om det får betydning for udviklingen herhjemme. Derfor anbefaler vi – ligesom med covid – at personer på 65 år og derover og personer i risikogrupper tager imod tilbuddet om vaccination. På den måde beskyttes de bedre mod alvorlig sygdom,” siger Hanne-Dorthe Emborg, seniorforsker ved Statens Serum Institut.
SSI følger som altid udviklingen tæt og overvåger influenza, covid-19, RS-virus og andre luftvejssygdomme gennem hele vintersæsonen.
Om Statens Serum Institut
Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
Læs også
Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.
Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.