13-årig dør af allergi efter skolekammerat propper ost i hans sandwich

Ane Sørensen

379 uger siden

|

12/07/2017
Udland
Foto: Shutterstock (model)
Foto: Shutterstock (model)
En 13-årig dreng fra Storbritannien mistede for nylig livet efter en voldsom allergisk reaktion.

Dagens topnyheder

Karanbir Cheema var bare 13 år gammel, da han på tragisk vis mistede livet den 28. juni. 

Ifølge vennerne blev Karanbir Cheema mobbet på sin skole William Perkin C of E High School, som ligger i Greenford i det vestlige London. En mobning, som tilsyneladende endte med at tage livet af ham.

Det skriver britiske Metro.

Foto: Polfoto/SWNS

Karanbir Cheema led nemlig af en række allergier og ifølge Humaira Khan, som er en ven af familien, havde skolekammerater puttet ost i den unge drengs sandwich på den skæbnesvangre dag i sidste måned.

Uden at opdage osten havde Karanbir Cheema spist sin sandwich. Senere skulle han være gået hen til skolens kontor for at bede om medicin mod sin allergi. Medarbejderne forsøgte at hjælpe Karanbir Cheema, men måtte ringe efter en ambulance, da medicinen ikke havde den ønskede effekt.

Knap to uger senere afgik Karanbir Cheema ved døden på hospitalet, hvor han var omgivet af sin familie. Samme dag blev en anden 13-årig dreng fra Karanbir Cheemas skole anholdt og afhørt i forbindelse med sagen.

Foto: Polfoto/SWNS

Foto: Polfoto/SWNS

Drengen blev efterfølgende løsladt, men skulle vende tilbage igen senere på måneden.

- Der var et barn, der hele tiden mobbede ham. Han puttede ost i hans frokost. Da jeg talte med et af hans familiemedlemmer, sagde han, at nogen havde puttet ost i hans frokost, uden at han vidste det, siger Humaira Khan, hvis søn var venner med Karanbir Cheema.

- Jeg kan ikke glemme hans ansigt. Hver gang, jeg lukker mine øjne, ser jeg ham. Han var en virkelig god dreng. Virkelig god til matematik og bare et rigtig sødt barn, siger Humaira Khan til Metro.

Foto: Polfoto/SWNS

Skolens rektor Alice Hudson bekræfter, at Karanbir Cheema led af en række allergier, og at medarbejdere gav ham medicin, før ambulancen nåede frem til stedet:

- Medarbejdere på skolen reagerede omgående for at yde medicinsk behandling og fik hjælp af London Ambulance Service, som kom til stedet. Skolen har udførlige handlingsplaner for elever med medicinske behov og Karanbirs plan blev straks sat i kraft. Men i lyset af denne tragiske hændelse vil procedurene blive gennemgået, for at sikre, at det højeste niveau bliver opretholdt, siger Alice Hudson til Metro.