Blev uskyldigt dømt og brugte 19 år i fængsel: Nu er han løsladt efter chokerende opdagelse

Skrevet af Mathias Madsen

28/01/2022
Kevin Dugar / Foto: Cook County Police
Kevin Dugar / Foto: Cook County Police
En amerikansk mand, som blev uskyldigt dømt for 19 år siden, er nu endelig blevet løsladt, fordi den rigtige gerningsmands samvittighed ikke kunne bære hemmeligheden mere.

Dagens topnyheder

44-årige Kevin Dugar blev i 2003 sigtet og dømt for et banderelateret mord, og han fik derfor en lang fængselsdom, som han har afsonet lige siden. 

Kevin har dog hele tiden erklæret sig uskyldig, og det har nu også vist sig, at han blev uskyldigt dømt, da det i virkeligheden var hans tvillingebror, Karl Smith, som var ansvarlig for mordet. Det skriver Ladbible.

I 2013, da Kevin havde afsonet cirka 10 år for en forbrydelse, som hans bror stod bag, skrev Karl et brev til Kevin i fængslet, hvor han indrømmede, at det var ham, der stod bag mordet. "Jeg er nødt til at lette mit hjerte, før det slår mig ihjel. Så jeg vil bære være ærlig og håbe på, at du kan tilgive mig," stod der blandt andet i Karls tilståelsesbrev. 

Karl underskrev desuden en tro og love erklæring med sin tilståelse og kontaktede og samarbejdede med Kevins advokater om at få ham løsladt.

Kevin Dugar / Foto: Cook County Police

Man skulle da også tro, at retssystemet ville være hurtige til at sende Kevin ud i friheden og rette op på deres fejl, men sådan gik det desværre ikke til, og det skulle således tage yderligere 9 år, før Kevin kunne få lov at mærke friheden igen.

Problemet var nemlig, at Karl på tilståelsestidspunktet også selv sad i fængsel, da han havde fået en fængselsdom på 99 år for at have været involveret i et hjemmerøveri, hvor et seks årigt barn blev skudt i hovedet, men heldigvis overlevede.

Anklagemyndigheden argumenterede derfor for, at Karls tilståelse var utroværdig, da hans situation ikke kunne blive værre, og anklageren, Carol Rogala, udtalte i en høring, at Karl "ikke havde noget at miste" på grund af den lange dom, som han i forvejen afsonede.

Selvom Karl gentagne gange forsøgte at tilstå og blandt andet udtalte: "Jeg er her for at tilstå en forbrydelse, jeg begik, som han fejlagtigt er blevet dømt for" til en dommer i 2016, så lykkedes det ikke at overbevise retten om, at Kevin rent faktisk var uskyldig. 

Der blev blandt andet også spurgt ind til, hvorfor Karl først tilstod nu, og han forklarede, at han ikke troede, at Kevin ville blive dømt... men det blev han, og ti år efter kunne Karls samvittighed altså ikke holde på hemmeligheden mere.

Efter en retssags i 2018 konkluderede en dommer dog, at Karls tilståelse var utroværdig, og Kevins sag blev derfor ikke genåbnet, selvom brødrenes mor udtalte, at Karl "ikke ville lyve om det."

Karl Smith / Foto: Cook County Police

Centeret for fejlagtige domme ved Northwestern University tog dog sagen op herefter, og fik en ny dommer til at gennemgå sagen igen, og d. 25. januar 2022 - 19 år efter dommen - blev Kevin Dugar endelig løsladt fra fængslet i Cook County i Chicago, og det skal nu vurderes i en ny retssag, om Kevin kan blive fuldstændig renset, og om Karl kan blive dømt. 

Til The New York Post har Kevins advokat, Ronald Safer, udtalt: "Han er overlykkelig over at være fri, men er også ved at vænne sig til en verden, som er en del anderledes fra den verden, som han forlod for 20 år siden, da han blev anholdt for denne forbrydelse, som han ikke begik."

Han udtalte desuden: "Appelretten mente, at der var en stor sandsynlighed for, at en juri ville finde Kevin 'ikke skyldig', hvis de hørte alle beviserne. Vi håber på, at staten vil gøre det rigtige og droppe sagen."