Et russisk angreb tæt på grænsen mellem Ukraine og Polen har fået førstnævntes udenrigsminister til at dele en voldsom advarsel.
Et angreb fra russisk side har ramt et sted nær grænsen mellem Polen og Ukraine ved en by ved navn Jahodyn.
Det oplyser Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, i et opslag på det sociale medie X. Det skriver Ritzau.
Ifølge ministeren er der ikke blot tale om endnu et overgreb mod Ukraines grænseområder. Derimod ser han det som et angreb, der strækker sig længere end dét.
“Ruslands barbariske angreb på den ukrainsk-polske grænse i Jahodyn er ikke bare en fortsættelse af dets angreb på vores lands grænser. Det er Putins terror, som banker direkte på dørene til EU og Nato,” skriver han.
Tæt på polsk område
Angrebet fandt sted, da en russisk drone slog ned nær Jahodyn, som er en by kun omkring 800 meter fra den polske grænse.
Det fortæller Dariusz Sienicki, der er talsmand for det polske grænsepoliti, til Wirtualna Polska.
Oplysningen er også blevet bragt af det polske medie TVP.
Ifølge talsmanden medførte dette angreb, at grænseovergangen ved Dorohusk blev spærret i nattetimerne, inden den atter blev åbnet.
En repræsentant for indenrigsministeriet i Polen har i denne forbindelse også oplyst, at ingen på den polske side af grænsen kom noget til. Også den oplysning kommer fra TVP.