I aften bliver det afgjort: Er det her vinderen af X Factor 2019?

Skrevet af Henrik R

12/04/2019
Foto: PETERSEN, HENRIK R / Ritzau Scanpix
Foto: PETERSEN, HENRIK R / Ritzau Scanpix
Hvis man skal tro bookmakerne, så bliver der ikke meget spænding i aftenens finale af X Factor. Alt peger nemlig på, at det bliver den unge Benjamin, der tager titlen foran Kristian Kjærlund og Live Vogel.

Dagens topnyheder

Uge efter uge har vi kunne følge håbefulde sangere, der alle kæmpede om den prestigefyldte titel at kunne kalde sig vinder af X Factor 2019. I aften bliver det hele så afgjort, når finalen finder sted i Forum Horsens, og nu skal vi altså finde ud af, hvem af de tre resterende deltagere, der skal vinde dette års udgave af talentshowet.

X Factor 2019 har budt på et hav af overraskelser, og det var stort set kun exit til Dr. Rolf og Kanylerne, der har været det eneste forventelige resultat i dette års udgave. Flere deltagere har stået i farezonen uge efter uge, men har alligevel formået at gå videre til det næste program.

For to uger siden kom der endnu en stor overraskelse i programmet, da de to piger med attitude, Maria og Bea valgte at trække sig. Dette gjorde de som følge af, at Beas far var afgået ved døden efter en hjerneblødning.

Det betød, at ingen røg ud af programmet, og det gav kunstigt åndedræt til pigegruppen Echo, der i stedet måtte forlade konkurrencen i sidste uges semifinale. Nu er vi så der, hvor det hele bliver afgjort, men hvem trækker det længste strå.

Han er kæmpe favorit

Ingen af de tre finalister i aftenens program har været i farezonen, og dermed kan man snakke om, at de alle velfortjent står der, hvor de står. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de alle sammen er i den samme klasse, for en af deltagerne lader til at have lige en tand mere end resten.

Den unge Benjamin Rosenbohm har været seernes og bookmakernes favorit siden det første program, og oddsene på den 16-årige dreng er ikke blevet mindre efter, at han er gået hele vejen til finalen.

Sølle odds 1.45 gange pengene igen vil Danske Spil kvittere med, hvis det bliver Benjamin, der trækker det længste strå, og det betyder med andre ord, at bookmakeren mener, at der er omkring 68 % sandsynlighed for, at Benjamin vinder i aften.

Skulle det ikke blive Benjamin, så er det Kristian Kjærlund fra Horsens, der er favorit til sejren. Han står i skrivende stund til odds 3.50 gange indsatsen igen, hvilket effektivt betyder, at han vurderes til at have 28 % sandsynlighed for at vinde.

Skulle den helt store overraskelse indtræffe, og det vil det være, hvis Live Vogel går hen og vinder, så bliver spillerne belønnet med et højt odds. Hele 7.50 gange indsatsen får man igen, hvis den eneste pige i finalen går hen og vinder X Factor 2019. Danske Spil vurderer med det odds, at hun har omkring 13 % sandsynlighed for at vinde.

Store danske bands gæster finalen

Når finalen i X Factor finder sted, kan man altid være sikker på, at der er underholdning for alle pengene. Foruden finalisterne, så plejer der også at være et gensyn med tidligere deltagere, hvor blandt andet Maria & Bea har meldt deres ankomst.

Danske stjerner skal dog også i aktion, så publikum i Forum Horsens og seerne bag tv-skærmene kan glæde sig over, at de får gæsteoptrædener med både Scarlet Pleasure og det netop gendannede band Alphabeat, når de overværer aftenens X Factor-finale.

Alphabeat optræder med deres nyeste single, ’Shadows’ mens Scarlet Pleasure hiver deres nye single ’24/7’ op af hatten.

X Factor-finalen bliver vist i aften klokken 20:00 på TV 2.