Zangenberg tager springet: Flytter til London

Skrevet af admin

30/01/2014

Dagens topnyheder

Skuespillerinden Julie Zangenberg skal ikke længere undvære sin kæreste, Nicklas Bendtner, så meget som før. Hun har nemlig planer om at tage springet og flytte permanent til London, hvor fodboldspilleren bor.

- Jeg har min faste bopæl i London, og så er jeg hjemme i Danmark for at arbejde og gå til møder og så videre. Vi skal lige have rykket noget adresse og sådan noget, men vi følger alle regler, så det er min plan, fortæller Julie Zangenberg, der snart er aktuel i den danske tv-serie "Heartless". 

Flytningen betyder, at skuespillerinden prøver at få arbejde i England.

- Jeg har en engelsk agent, som jeg har haft i et års tid, og gennem det sidste halve år har jeg sparket til den og gået til en masse castings derovre. Det er jo lidt sværere end i Danmark, må man sige. Men der er noget på vej, siger hun hemmelighedsfuldt.

Når hun ikke er til castings eller hjemme i Danmark, får hun blandt andet tiden til at gå med en håndfuld gode veninder, og hun behøver således ikke være bekymret for at blive ensom, når Nicklas Bendtner har travlt på træningsbanen.

- Jeg har fundet ud af, at jeg har en del forskellige veninder derovre i forvejen, nogen, der læser, og nogen, der arbejder. Og så får man jo nogle flere, i takt med at man er der mere og mere, siger hun.

Newspaq