Hvor går du på toilettet? Hver anden dansker tør ikke skide dette sted, hvis trangen melder sig

Skrevet af Nils Würtzenfeld

01/10/2017
Mange danskere er overraskende kræsne i forhold til, hvor vi har lyst til at gå på toilettet. Det viser ny undersøgelse.

Dagens topnyheder

Alle mennesker går på toilettet, men det er ikke alle mennesker, der har lyst til at gøre det på arbejdspladsen, hos svigerforældrene eller i toget.

Rigtig mange danskere er nemlig aldeles påpasselige med, hvor de har lyst til at ’lave nummer to’, og det er bestemt ikke alle steder, vi er klar til at gå på tønden.

Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget på vegne af Søndagsavisen.

Udover vores eget trygge toilet, så er lang størstedelen af os (72 procent) helt okay med at ’lave stort’ hjemme hos vores biologiske familie.

Til gengæld har lige knap hver anden dansker (56 procent) det ikke okay med at gå på toilettet hos en ven eller en veninde.

At vi ikke er trygge ved at gå på toilettet hos andre, skyldes ifølge Karen Munk, ph.d. i psykologi og lektor på Aarhus Universitet, at vi har det bedst med, at kun vores nærmeste er potentielle tilskuere til de intime og private ting i vores liv.

- Samme afslappethed har man eksempelvis ikke i forhold til sin svigerfamilie, som man gerne vil gøre et godt indtryk på, siger hun til Søndagsavisen.

Det er dog en del danskere, der helt afholder sig fra at lave stort på fremmede toiletter.

Undersøgelsen viser nemlig, at hver syvende dansker (14 procent) kun kommer af med afføring derhjemme.

Og selvom vores eget toilet kan virke mest betryggende, så er det dog ikke sundt at holde igen.

Det forklarer ekspert i afføringsproblemer Gerd Johnsen.

- Vænner du dig til at gå med en overfyldt tyktarm, hvilket kan være kilovis af afføring, kan det resultere i forstoppelse, som gør en bleg, energiforladt og uoplagt og giver hovedpine og tilmed hæmorider, forklarer hun.

Ud over at man sætter sit velbefindende på spil, kan det også have sociale konsekvenser, hvis man har faste regler for, hvor man må have afføring.

- Der var på et tidspunkt en mand, der skrev til mig, fordi hans kæreste kun kunne gå på toilettet hjemme hos sine forældre. Han syntes efterhånden, at det var lige i overkanten, at hun skulle køres hjem til dem, hver gang hun skulle have afføring, lyder det fra Gerd Johnsen.

Har man det anstrengt med at komme af med sin afføring, er toiletternes placering i dag ikke til megen hjælp, påpeger Gerd Johnsen.

- Problemet er, at de fleste toiletter ligger inde i husene, så man kan ikke bare åbne et vindue. Jeg anbefaler, at man tænder en tændstik eller en engangslighter, som kan brænde lugten af, siger hun til Søndagsavisen.

I undersøgelsen fra YouGov har man spurgt 1.019 personer, hvor de har det ok med at have afføring, hvis trangen melder sig:

Herunder kan du se, hvor danskerne er mest trygge ved at gå på toilettet.

Hjemme hos min familie (børn, søskende, forældre mv.) 72 %
På mit arbejde 61 %
På spisesteder (restauranter, caféer mv.) 56 %
Hjemme hos mine venner 56 %
På offentlige toiletter (butikscentre, togstationer mv.) 53 %
Hjemme hos min svigerfamilie (svigerforældre, svoger mv.) 53 %
Jeg har kun afføring derhjemme 14 %

Læs også: Har du hård mave? Magisk 'bæ-knap' på kroppen får dig til at skide med det samme