Lastbil ramt af æbler ved motorvejsbro: Nu har politiet anholdt én i sagen

Skrevet af Morten Larsen

20/09/2016
Foto: Polfoto / arkivfoto.
Foto: Polfoto / arkivfoto.
En 16-årig dreng indrømmer, at han stod bag den tankeløse handling. Nu ser politiet med stor alvor på sagen.

Mest læste i dag

Midt- og Vestjyllands Politi modtog mandag formiddag ved halv elleve-tiden et opkald fra en lastbilchauffør, der kørte på Herningmotorvejen mod øst.

Lastbilchaufføren havde ved en gangbro bemærket nogle unge mennesker, hvoraf en af dem lænede sig ud over broens rækværk.

I samme øjeblik, som lastbilen kørte ind under broen, hørte lastbilchaufføren et brag fra lastbilens tag.

Det fik lastbilchaufføren til at trække sin lastbil med anhænger ind i nødsporet, hvorefter han steg ud af lastbilen og fik kontakt med de unge på gangbroen.

De fortalte, at den 16-årige kammerat, der havde kastet æblet, var cyklet væk fra stedet.

Det lykkedes politiet at anholde den unge fyr, hvilket skete på baggrund af chaufførens signalement.

Den æblekastende teenager indrømmede sin handling ved en efterfølgende afhøring, og hos Midt- og Vestjyllands Politi ser med stor alvor på sagen.

- Det kan lyde uskyldigt at kaste et æble mod en lastbil. Sagen er bare den, at lastbilchaufføren ikke ved, hvad det er, der bliver kastet mod ham. Han kunne derfor være blevet fristet til en undvigemanøvre med en yderst farlig situation på motorvejen til følge. I værste fald kunne biler støde sammen og menneskeliv komme i fare. Vi ser derfor ikke med lethed på sagen, siger politiinspektør Ole Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

 

Han fortsætter:

- Vi vil gerne opfordre skoler og forældre til at tale med de unge mennesker om, hvad der kan ske, når man af kådhed kaster ting mod biler i høj fart, udtaler politiinspektør Ole Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge politiet er det en alvorlig forseelse at udsætte andres liv for fare. Den 16-årige dreng er således sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf om at have forvoldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.