En efterlyst tricktyv har det seneste år frarøvet især ældre mennesker. Nu offentliggør politiet et billede af den formodede gerningsmand.
Lige nu læser andre
Siden begyndelsen af 2016 har en flittig tricktyv hærget i Nordsjælland og i København, hvor han har udøvet adskillige tricktyverier mod især ældre borgere.
Manden er af rumænsk oprindelse, og han benytter flere forskellige identiteter. Politiet kender mandens rigtige identitet, men ikke hans opholdssted, og derfor offentliggør man nu et billede i håb om, at borgere er i stand til at hjælpe i jagten på den formodede gerningsmand.

Læs også
Det er politiets formodning, at manden stadig opholder sig i Danmark.

Tricktyverierne har primært fundet sted i supermarkeder og indkøbscentre i Nordsjælland og i København, og det samlede udbytte er på nuværende tidspunkt over 500.000 kroner.
Nordsjællands Politi hører gerne fra borgere via 114, hvis man ser manden, eller ligger inde med oplysninger om hans mulige opholdssteder og færden.