Forside Nyheder DF skaber uro blandt britisk konservative

DF skaber uro blandt britisk konservative

DF skaber uro blandt britisk konservative

Lige nu læser andre

Mens Morten Messerschmidt (DF) er glad for, at det nu er realistisk, at Dansk Folkeparti bliver medlem af den konservative ECR-gruppe i EU-Parlamentet efter valget, er den halvåbne dør til det danske parti ved at skabe panik i gruppen.

For flere af de britisk konservative, som leder ECR-gruppen i parlamentet, er frygten ifølge britiske medier, at gruppen gør kur til partier, hvor der florerer synspunkter, som lægger sig op ad det højreorienterede og nationalistiske parti i Storbritannien, Ukip.

Efter EU-valget i 2009 blev Dansk Folkeparti afvist af ECR, som ikke mente, at Dansk Folkeparti passede ind i “en mainstream centrum-højre gruppe”.

Men nu har den fremtrædende britiske EU-parlamentariker Daniel Hannan fra De Europæiske Konservative og Reformister (ECR) åbnet for, at Messerschmidt, spidskandidat for Dansk Folkeparti, kan komme ind i varmen alligevel.

Læs også

Det begynder dog at sprede modvilje, at døren står på klem for Dansk Folkeparti og det finske parti Sannfinnländarna, som begge er med i den højreorienterede EFD-gruppe.

Sir Robert Atkins, tidligere minister, britisk konservativ og medlem af parlamentet for ECR, siger til avisen The Guardian, at ECR’s førsteprioritet er, at den konservative premierminister, David Cameron, står i en god forhandlingsposition op til valget.

– Hvad som helst, som kan skabe problemer for premierministeren i forhold til det, er noget, som jeg og mange af mine kolleger vil være meget kede af.

– De to muligheder (DF og Sannfinnländarna, red.) er for mig at se ikke hensigtsmæssige i forhold til at nå premierministerens målsætninger, siger Atkins til The Guardian.

ECR står i meningsmålingerne til at kunne få problemer med at samle nok medlemmer til at bestå efter EU-valget. En gruppe skal bestå af mindst 25 medlemmer fra syv EU-lande for at blive accepteret som gruppe i parlamentet.

Nogle af gruppens partier risikerer ikke at komme ind, og så kan Dansk Folkeparti og Sannfinnländarna måske redde gruppen fra at gå i opløsning.

Daniel Hannan fra ECR er fredag i Danmark for at besøge Dansk Folkeparti og har også besøgt Sannfinnländarna.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK