Advarsel: Farlige køkkenskabe kan falde ned hos tusindvis af danskere: Producenten vidste det, men advarede ikke kunderne

Nils Würtzenfeld

408 uger siden

|

12/11/2016
Indland
Foto: Polfoto/NIELSEN KIM
Foto: Polfoto/NIELSEN KIM
Det frygtes nu, at flere tusinde skabe rundt om i danske køkkener er i fare for at falde ned fra væggen. Producenten har dog ikke advaret kunderne.

Dagens topnyheder

Flere danskere har oplevet, at tunge køkkenskabe fra HTH Køkkener med ét har revet sig løs og er faldet ned fra væggen.

Samtidig oplyses det, at flere medarbejdere allerede for knap et år siden gjorde køkkenfirmaet opmærksom på risikoen, men at kunderne fortsat ikke er blevet advaret mod de farlige skabe. Det oplyser flere forhandlere af HTH-køkkener til Berlingske Business.

Det er de såkaldte K21-beslag, der åbenbart volder problemer, når skabet er over 70 centimeter bredt, og den kombination findes i desværre hele 22.000 køkkener landet over, vurderer HTH.

Det er interne dokumenter udsendt til medarbejdere, der har afsløret, at HTHs ansatte sidste mandag fik mundkurv på af ledelsen, da de pludselig ikke måtte udtale sig om de nedfaldne køkkenskabe.

Det sker efter, at HTH allerede i januar blev informeret om problemerne med skabene, og siden har en række forhandlere også fået meldinger om, at HTH-køkkenskabe er faldet ned hos hos flere kunder.

Dog har HTH indtil nu ikke reageret på episoderne – udover at give sin ansatte udtale-forbud.

Ifølge HTH er der i alt tale om syv episoder, hvor der har været problemer med køkkenskabe, men på intet tidspunkt har køkkenfirmaet sendt en advarsel ud til sine kunder.

Beslagene, der har været brugt i HTHs skabe siden 2002, er nu blevet trukket ud af produktionen, men den administrerende direktør i HTH, Rune Stephansen, fortæller, at han ikke er bekendt med, at HTH-forhandlere allerede rapporterede om problemet i begyndelsen af 2016.

Ligeledes forklarer han, at han før sommerferien blev opmærksom på faren, hvorefter han igangsatte en undersøgelse.

Hos HTH vil man nu udsende et brev til de adresser, der inden for de seneste 14 år har købt et køkken med netop denne type beslag. På den måde håber man på at berolige de kunder, der har købt ét af de omtalte HTH-køkkener.