DMI: Advarer mod storm i weekenden

Skrevet af Henrik R

15/03/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Hvis man gik og håbede på godt vejr her i weekenden, så kan man godt tro om igen. Lørdag bliver den mildeste dag, mens der i dag og på søndag vil komme blæsende vejr med stormstyrke.

Mest læste i dag

De fleste danskere glæder sig til næste uge, hvor vi skulle begynde at få flere solskinsdage og samtidig lidt varmere temperaturer. Vi må dog væbne os med tålmodighed i et par dage endnu, og indtil må vi lige overkomme noget blæsende vejr.

DMI har nemlig udsendt en advarsel på deres hjemmeside, da det skulle begynde at blæse rigtig kraftigt flere steder i Danmark. Faktisk forventes det, at der kommer vindstød af stormstyrke mange steder i landet, og derfor skal man være forsigtig, når man bevæger sig ud i trafikken.

Allerede i dag fredag kan man forvente at mærke de første hårde vindstød, hvor det især i den sydlige del af Danmark vil nå op på stormstyrke. Det forventes at vare tre timer i løbet af dagen. Lørdag forventes det at blæse en lille smule, mens det igen søndag vil trække op til hårde vinde igen.

”Et dybt lavtryk forventes at passere lige nord om Danmark i løbet af søndagen. Det vil give os en blæsende søndag med kuling mange steder fra sydvest og vest, ved Vestkysten sandsynligvis op til stormende kuling med vindstød af storm eller stærk storm,” skriver de hos DMI.

Nu kommer solen snart

I midten af næste uge begynder solen endelig at kigge frem, og her vil vi også kunne mærke lidt forandringer i temperaturen. Tirsdag forventes der op mod 10 grader, mens der både vil være tørt og delvis sol i løbet af dagen, og onsdag fortsætter temperaturen op til 11 grader, hvor der i løbet af natten vil være hele 5 grader.

Torsdag og fredag har DMI svært ved at spå præcist om endnu, men til gengæld skriver de, at der vil være tørt, og at der vil komme stigende temperaturer.

Det betyder umiddelbart, at slutningen af næste uge begynder at se rigtig flot ud, hvor vi både får god varme og en del sol.