Kig godt på himlen i weekenden: Himmelfænomen kan forstyrre din nattesøvn

Skrevet af Kirstine Petersen

14/10/2016
Foto: Shutterstock/NASA/JPL Månen står op bag Jordens atmosfære
Foto: Shutterstock/NASA/JPL Månen står op bag Jordens atmosfære
Pak en stak tæpper og en kop varm kaffe eller kakao og sæt dig udenfor søndag morgen, hvis du vil opleve en flot og lysende supermåne.

Dagens topnyheder

Selvom du skulle have lyst til at sove længe søndag morgen, så er der denne weekend en grund til at komme tidligt op og ud af fjerene.

Klokken 6:23 eller før kan man se en såkaldt supermåne præge himlen. Termen ”supermåne” dækker over, at Månen er på et punkt i dens cyklus, hvor den er tættest på jorden og derfor virker større og lyser kraftigere end ellers.

Månen er cirka 30.000 kilometer tættere på jorden, end den er, når den er længst væk i sin bane om Jorden, og det kan få den store “runde ost” til at se hele 14 procent større ud i diameter.

Supermåner er ikke et sjældent set fænomen, og det var da også muligt at se en i september i år, men typisk kan de opleves en gang om året.

Michael Lindholm Nielsen, der er astrofysiker og arbejder som fagansvarlig på Brorfelde Observatorium, siger til Videnskab.dk, at lyset evt. kan genere lysfølsomme sjæle om natten:

- Det eneste, der er specielt ved supermånen 16. oktober, er, at den er tættere på Jorden. Det kan gøre, at vi får sværere ved at sove, da Månen lyser 30 procent mere kraftigt, end når den er længst fra os.

Ifølge mediet vil månen være 356.000 kilometer fra Jorden, hvor den normalt er 384.000 kilometer væk.

I år er vi heldige og kan opleve en særligt stor supermåne den 14. november og endnu en supermåne den 14. december.