Kommune vil tvinge svært handicappede ud af hjemmet

Ida Veiden Brakstad

415 uger siden

|

03/11/2016
Indland
Foto: Polfoto/ Jonas Pryner Andersen
Foto: Polfoto/ Jonas Pryner Andersen
Favrskov kommune i Østjylland vil flytte de dyreste handicappede hjemmefra og over til et botilbud eller plejehjem.

Dagens topnyheder

Det kontroversielle forslag fra Favrskov kommune er rettet mod de mest hjælpetrængende handicappede, der har brug for mere end 20 timer hjælp om ugen. Det skriver DR.

Den østjyske kommune er én af i alt 44 kommuner, som er udpeget som frikommune. Formålet med regeringens nye frikommuneforsøg er at give udvalgte kommuner mulighed for at afprøve nye måder at varetage de kommunale opgaver på, herunder handicap området.

Formålet med forslaget er at finde nye og mindre omkostningsfulde måder at hjælpe de mest handicappede borgere på.

I dag har de handicappede mulighed for at bo for sig selv og modtage hjælp i hjemmet. Men ifølge DR ønsker kommunen nu at indføre visse betingelse for hjemmehjælpen. I stedet for at modtage hjælp i eget hjem, skal de mest hjælpetrængende nu flyttes over til et botilbud eller plejehjem.

Forslaget fra kommunen deler imidlertid vandene.

Handicappede, som har brug for mere end 20 timers hjælp i hjemmet kan koste to millioner kroner om året. Men Mogens Wiederholt, som er direktør i Spastikerforeningen mener ikke, at tvang er løsningen.

- Det kan være rigtig dyrt at lade handicappede bo hjemme, men det løser man ikke med tvang, siger han til DR.

Forslaget, som ikke er vedtaget endnu, møder også skarp kritik fra Eva Naur Jensen, som er ekspert i socialret fra Aarhus Universitet. Hun kalder forslaget et brud med serviceloven og princippet om, at alle borgere har ret til hjælp i eget hjem – uanset hvor meget det koster. Det skriver DR.

Formand for socialudvalget i Favrskov kommune Lone Glarbo ønsker imdlertid ikke at afvise forslaget.

-Vi er nødt til at finde en balance mellem økonomi og borgernes ret til at bestemme selv, siger hun til DR.