Selvom de står med gæld op over begge ører, skal kunderne fortsat punge ud.
Lige nu læser andre
Et projekt, der begyndte med grønne ambitioner og brede smil, har udviklet sig til en økonomisk bet for både selskab og borgere.
Odsherred Varme – det kommunale forsyningsselskab bag milliarddyre fjernvarmeplaner – har fremlagt en redningsplan, som indebærer gældsafvikling frem til år 2069.
Vejen dertil bliver lang.
Det var i 2021, at Odsherred Kommune annoncerede projektet, der skulle bringe fjernvarme til fem sydlige byer. Dengang lød prisskiltet på 571 millioner kroner. Men budgettet eksploderede – og med en endelig regning på 1,6 milliarder kroner kunne selskabet ikke længere honorere sine lån. I dag er det under rekonstruktion.
Læs også
Selskabet har nu offentliggjort en plan, der skærer gælden ned til det halve. Fra knap 1,5 milliarder kroner reduceres beløbet til omkring 750 millioner. Det beløb skal herefter betales tilbage over de næste 45 år.
“Forslaget indebærer en cirka halvering af gælden. Det betyder, at der vil komme balance mellem indtægter og udgifter, herunder i relation til drift, administration samt nødvendige investeringer og reinvesteringer. Budgettet tager højde for de særlige og komplekse rammer, der gælder for fjernvarmeområdet, og er besluttet med henblik på at sikre en stabil og langsigtet drift. Det betyder, at økonomien i selskabet vil blive bæredygtig,” lyder det i rekonstruktionsforslaget.
Kreditorer må sluge tab
De finansielle kreditorer – med Nordea i front – står til at få omkring halvdelen af deres krav tilbage. Det gælder for i alt 1,2 milliarder kroner. Nordea alene har et tilgodehavende på 683 millioner kroner.
Langt værre ser det ud for de ikke-finansielle kreditorer, som må forvente at få blot 26 procent af deres penge tilbage. Det drejer sig om 211 millioner kroner fordelt på leverandører og samarbejdspartnere uden for bankverdenen.
Kunderne må fortsat betale prisen
For de borgere, der er koblet til Odsherred Varmes net, ændrer den økonomiske manøvre ikke på, at regningen stadig skal betales – og formentlig i årtier endnu.
“En prisnedsættelse vil kræve, at Odsherred Varme A/S over en længere årrække skaber overskud gennem effektiv drift. Vi vil målrettet arbejde på at forbedre vores økonomi til fordel for kunderne,” står der i forslaget.
Indtil videre er det kun fjernvarmeprojektet i Fårevejle Vest, der bliver gennemført i 2025. De øvrige byer – Asnæs, Fårevejle Kirkeby, Vallekilde og Hørve – må væbne sig med tålmodighed.
Planen skal godkendes endeligt ved skifteretsmøde i Retten i Holbæk den 1. juli. Her afgøres det, om 45 års tilbagebetaling bliver den virkelighed, selskabet og dets kunder skal leve med.