17-årig sigtes for omfattende hackerangreb i Norge

Skrevet af admin

10/07/2014

Dagens topnyheder

Norsk politi har anholdt og sigtet en 17-årig dreng fra Bergen for omfattende hackerangreb mod nogle af de største selskaber i Norge.

Det bekræfter en talsmand for politiet i Bergen, Frode Karlsen, over for avisen Bergens Tidende.

- Han er sigtet for groft hærværk, men sigtelsen kan blive udvidet. Strafferammen for grov skadesvirksomhed er seks år, siger han.

Til netavisen VG siger den 17-åriges advokat, at han har tilstået.

Det var de helt store virksomheder, der blev ramt under hackerangrebet.

Udover Nordea, Danske Bank og SAS var det Norges Bank, DNB, Sparebank 1, Storebrand, Gensidige, Telenor, NetCom og flyselskaberne Norwegian og Widerøe.

Hackerangrebene, hvor selskabernes servere overbelastes ved at sende millioner af beskeder inden for ganske kort tid, fandt sted tirsdag.

Frode Karlsen siger, at politiet i Bergen siden tirsdag har arbejdet intensivt sammen med kriminalpolitiet for at spore kilden til forbrydelsen.

Tirsdag modtog Bergens Tidende et opkald fra en person, der tog ansvaret for angrebet på vegne af en hackergruppe, der kalder sig Anonymous Norway. Han sagde, at flere og endnu større dataangreb var på vej.

Bergens Tidende skriver, at avisen ved, at det var den 17-årige dreng, som ringede og påtog sig ansvaret.

Hackerangrebet anses for det største af sin art i Norge og betød, at kunder ikke kunne komme ind på flere af de ramte selskabers hjemmesider.

I første omgang rettede politiet mistanken mod udlandet.

/ritzau/