17 Norwegian-fly til og fra København er aflyst onsdag

Skrevet af admin

10/03/2015

Dagens topnyheder

Den afblæste strejke i luftfartsselskabet Norwegian sætter hurtigt sine spor på aflysningslisten, der onsdag er væsentligt kortere end de foregående 11 dage.

17 ud af 90 ankommende og afgående fly fra Københavns Lufthavn er onsdag aflyst, skriver branchesiden check-in.dk.

Det handler om en afgang til Oslo, tre til Aalborg og tre til Stockholm samt fem ankomster fra Aalborg, tre fra Stockholm, en fra Oslo og en fra Helsinki.

Omkring fem af ankomsterne skyldes, at flyene ikke står i blandt andet Helsinki og Aalborg og derfor ikke er i stand til at gennemføre de planlagte morgenflyvninger ind til København.

Flyene har siden onsdag i sidste uge, hvor de danske piloter nedlagde arbejdet, stået parkeret i Københavns Lufthavn.

Det er flyvninger først på dagen, der er hårdest ramt.

Over middag er kun tre ankomster og tre afgange aflyst.

Norwegian regner desuden med at gennemføre sin ene daglige rotation mellem Oslo og Billund onsdag eftermiddag.

I forbindelse med den indgåede aftale mellem Norwegian og selskabets piloter tirsdag aften sagde selskabets topchef, Bjørn Knos, at man forventer, at trafikken vil være normaliseret i løbet af onsdag eftermiddag og aften.

70 piloter gik i strejke lørdag 28. februar, mens strejken blev optrappet onsdag 4. marts til at omfatte 650 piloter.

I den nye aftale har piloterne blandt andet fået jobsikkerhed de kommende tre år.

/ritzau/