Den hollandske æresdivision i fodbold har fået et nyt dansk islæt at holde øje med.
18-årige Joachim Andersen debuterede fredag aften for Twente i udekampen mod Willem II.
Den danske defensivspiller kom på banen med 20 minutter tilbage af kampen ved stillingen 2-2, som også blev slutresultatet.
Dermed var der hele to danskere på banen for Twente, idet Andreas Bjelland som vanligt spillede fuldtid for gæsterne. Bjelland nåede i slutminutterne at rage et gult kort til sig.
Det uafgjorte resultat betyder, at Twente er hele fem point og en kamp efter den syvendeplads, der giver adgang til at spille kvalifikation om en plads i næste sæsons Europa League.
Undervejs har Twente fået frataget tre point på grund af dårlig økonomi.
Joachim Andersen har som ungdomsspiller spillet i både Greve og FC København, inden turen gik til Twente i sommeren 2013 efter et ophold i FC Midtjylland.
Den unge dansker spiller også på U19-landsholdet.
/ritzau/