19 kvinder er fjernet fra gadeprostitution i København

Skrevet af admin

22/05/2014

Dagens topnyheder

For at dæmpe den åbenlyse gadeprostitution i København har politiet onsdag aften og natten til onsdag anholdt 19 udenlandske kvinder.

Alle på nær én er fra Nigeria, og den sidste er statsborger i Spanien, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Kvinderne sigtes blandt andet for ulovligt arbejde og ulovligt ophold.

12 af kvinderne skal fremstilles i retsmøder torsdag, og her skal en dommer afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle dem.

Aktionen begrundes med, at et bestemt område på Vesterbro på det seneste har været meget plaget af kvindernes tilbud.

- Kvinderne tilbyder åbenlyst seksuelle ydelser. Deres adfærd generer forbipasserende, gæster på områdets hoteller, beboere og forretningsdrivende, udtaler vicepolitiinspektør Tom Struve i pressemeddelelsen.

Center for Menneskehandel skal nu forsøge at finde ud af, om kvinderne er blevet handlet.

/ritzau/