Advokat får lang næse i Højesteret i salærsag

Skrevet af admin

12/11/2014

Dagens topnyheder

Højesteret afviser i en dom at forhøje salæret til en forsvarsadvokat, som ellers mener, at hans indsats under en narkosag burde belønnes højere.

Advokat Lars Thousig Jensen blev i landsretten tilkendt et salær på 88.200 kroner for at have ført en sag for en narkodømt klient. Men det var alt for lidt, mente advokaten, som krævede at få godt 70.000 kroner yderligere.

Advokaten mener, at han burde have fuld betaling for seks hele dage i retten i forbindelse med narkosagen, som kørte tilbage i marts.

Det ville landsretten dog ikke gå med til, fordi fire af de seks retsmøder sluttede før tiden, og det skal advokaten ikke have løn for.

Advokaten har indbragt sagen for Højesteret, fordi aflysningerne skete i sidste øjeblik, og han har derfor ikke haft mulighed for at planlægge andet arbejde i den tid, hvor han ellers regnede med at skulle være i retten.

Derudover mener advokaten, at sagen har haft sådan en karakter, at der har været mere arbejde end normalt, og derfor burde salæret også være højere end normalt.

Rigsadvokaten har i Højesteret pure afvist advokatens krav om flere penge med den begrundelse, at sagen ikke har været mere kompliceret, end man kunne forvente.

Rigsadvokaten har desuden påpeget, at advokaten med et skønsmæssigt beløb er blevet kompenseret for de aflyste timer.

Højesteretsdommerne Jon Stokholm, Jens Peter Christensen og Hanne Schmidt har været enige om, at de gældende regler for fastsættelse af forsvarersalær i sagen har været fulgt til punkt og prikke.

Dommerne afviser derfor at pille ved landsrettens dom, og advokaten må altså nøjes med de 88.200 kroner i salær.

Den narkosag, som hele striden udsprang af, endte i byretten med en dom på fem års fængsel til den tiltalte. Landsretten vurderede beviserne i sagen anderledes og valgte at nedsætte straffen til tre et halvt års fængsel.

/ritzau/