Ældre ægtepar stjal 2,2 millioner kr. fra dement kvinde

Skrevet af admin

03/11/2014

Mest læste i dag

En straffesag om grov udnyttelse af en dement kvinde på 90 år i København har i Østre Landsret mandag fået et noget andet billede end oprindeligt i byretten.

Parret er igen fundet skyldige i at have tilegnet sig et stort beløb fra det svagt stillede offer, men forbrydelsens omfang svarer ikke til det, de oprindeligt blev dømt for.

Den 76-årige mand er idømt fængsel i et år og tre måneder, mens hans hustru på 73 år straffes med fængsel i et år. Samtidig er straffen gjort betinget.

Samtidig har dommerne bestemt, at der skal konfiskeres i alt cirka 900.000 kroner hos parret.

I Københavns Byret blev de i december 2013 kendt skyldige i at have tilegnet sig 2,2 millioner kroner fra offeret.

Parret kom ofte på besøg hos den demente og hjalp hende med praktiske gøremål, herunder varetagelsen at hendes økonomi.

På den måde blev den demente kvinde både socialt og praktisk afhængig af parret.

Dette blev imidlertid på grov vis udnyttet. Blandt andet blev der overført penge fra den dementes konti til den 76-åriges bank.

Forholdet udviklede sig, således at den dementes testamente to gange blev ændret.

I første omgang blev det ordnet sådan, at de dømte skulle arve kvinden. Senere blev det de dømtes datter, som offeret kun kender flygtigt, som skulle arve.

/ritzau/