Ældresagen vil have en pensionsombudsmand

Ældresagen er begejstret over, at regeringen nu vil nedsætte en pensionskommission, som skal finde løsninger på de mest presserende problemer på pensionsområdet.

- Det er en fantastisk god idé. Selvom internationale eksperter priser det danske pensionssystem som verdens bedste, så er der en række indlysende problemer, der skal løses, siger Michael Teit Nielsen, underdirektør i Ældresagen.

Han fremhæver især den store gruppe på over 800.000 danskere, der ikke har pensionsopsparing, og at mange lavindkomstgrupper risikerer modregninger i de offentlige ydelser, som gør opsparingen uinteressant for dem.

- Det er jo med til at nedbryde den tillid til pensionssystemet, som er helt afgørende. Folk skal føle sig trygge ved, at det svarer sig, og at de i den sidste ende får glæde af deres egne penge, siger han.

Han peger desuden på, at der i disse år foregår en forandring af pensionssystemet, så den enkelte skal bære hele risikoen.

- Det er en omlægning, der foregår i totalt mørke. Af denne og andre årsager har vi tidligere efterlyst en pensionsombudsmand, som skal skille skæg fra snot på pensionsområdet og sikre borgerne en uvildig instans. Det forslag bringer vi gerne videre til den nye kommission, siger Michael Teit Nielsen.

Han håber, at Ældresagen med sine 650.000 medlemmer bliver taget grundigt med på råd.

- Vi har en meget stor viden om de problemer, som borgerne i den relevante målgruppe står med i det daglige på pensionsområdet, som jo for de fleste er meget indviklet at hitte rede i, siger han.

Han er tilfreds med, at kommissionen med en deadline i 2016 får god tid til sit arbejde.

- Det her er et utrolig vigtigt område for folks økonomi, og der er behov for at tænke tingene grundigt igennem, så der kan komme et langsigtet udspil, der kan holde i mange år, siger Michael Teit Nielsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip