Lige nu læser andre
I Esbjerg og Ribe på den jyske vestkyst er der udsigt til akut mangel på læger. Lige nu mangler der fem praktiserende læger, og ti af de nuværende læger er 65 år eller derovre. Desuden er en del af de øvrige læger over 60, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Alle borgere i Esbjerg Kommune har lige nu en praktiserende læge, men på lidt længere sigt kan det ifølge Region Syddanmark godt komme til at knibe.
– Vi er nået til et punkt, hvor lægemanglen er blevet så stort et problem, at vi bliver nødt til at tænke alternativt, hvis vi skal kunne garantere lægehjælp til samtlige borgere i Esbjerg Kommune, siger formand for sundhedssamordningsudvalget i Region Syddanmark, Bo Libergreen (V).
Derfor har regionen i samarbejde med PLO Syddanmark og Esbjerg Kommune nu lavet en plan, der skal gøre det mere attraktivt for yngre læger at starte en praksis i kommunen.
Læs også
Planen består blandt andet af en økonomisk gulerod i form af det, Region Syddanmark kalder en “generationsskifte-rekrutteringspakke” til yngre læger, som køber en praksis i Esbjerg Kommune i løbet af det næste år.
Pakken indeholder et generationsskifterekrutteringstilskud, et flyttetilskud, mulighed for et tilskud til vikarhjælp og mulighed for at få tilknyttet ekstra ydernumre.
-Den nyoprettede rekrutteringspakke er meget attraktiv for yngre læger, der gerne vil have et godt afsæt for karrieren. Derudover er Esbjerg et dejligt område, der er godt for børnefamilier, og kommunen har givet udtryk for, at de vil gøre en stor indsats for at finde job til eventuelle partnere. Det gør det til et spændende tilbud til de yngre læger og deres familier, siger formand for PLO Syddanmark, Birgitte Ries Møller.