Amerikansk jobrapport overrasker markant positivt

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Efter tre skuffende jobrapporter i USA i træk er der atter sundhedstegn at spore i den amerikanske økonomi.

Den månedlige amerikanske jobrapport overrasker nemlig positivt i oktober. Beskæftigelsen uden for landbruget voksede således med 204.000 personer i den forgangne måned.

Det var markant bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 120.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News, skriver Ritzau Finans.

Samtidig voksede beskæftigelsen i den private sektor med 212.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 125.000.

Derudover blev jobskabelsen uden for landbrug opjusteret til 163.000 fra 148.000 personer.

Beskæftigelsesrapporten viste desuden, at arbejdsløsheden i USA steg til 7,3 procent fra 7,2 procent i oktober.

Det, mener analytikerne imidlertid, har mindre betydning set i lyset af den regeringsnedlukning, der ramte USA i sidste måned.

På grund af budgetkrisen i Kongressen blev regeringsmedarbejdere hjemsendt, og de figurerer i den husholdningsundersøgelse, der ligger til grund for arbejdsløshedstallene.

Spørgsmålet er nu, hvornår den amerikanske centralbank vil udfase sine obligationsopkøb for at stimulere den amerikanske økonomi.

I månedsvis har Federal Reserve med topchef Ben Bernanke i spidsen opkøbt obligationer for 85 milliarder dollar hver måned for at holde hjulene i gang i den amerikanske økonomi.

Tidligere forventede økonomer, at den amerikanske centralbank ville reducere obligationsopkøbene i slutningen af 2013, men efter nogle sløje tal de senere måneder tydede det mere på, at nedtrapningen af opkøbsprogrammet først vil ske til næste år.

Oktobers stærke rapport kan dog sætte gang i spekulationerne om, at man vil bremse obligationsopkøbene tidligere

Den amerikanske jobrapport bliver betegnet som "kongen af nøgletal". Tallet har ved flere lejligheder givet anledning til større udsving på børserne, hvis beskæftigelsen har afveget fra økonomernes forventninger.

/ritzau/