Amok med kniv: Politiet mangler hjælp til at finde gerningsmanden til et "groft knivstikkeri"

Skrevet af admin

10/12/2014

Mest læste i dag

Københavns Politi beder offentligheden om hjælp til at få identificeret gerningsmanden til et "groft knivstikkeri", som blev begået tidligt søndag morgen 7. december på Torvegade på Christianshavn.

Den mistænke efterlyses onsdag.

- Det er desværre ikke lykkes os at finde gerningsmanden endnu, hvorfor vi nu beder offentligheden om hjælp, siger politikommissær Steen Willy Jensen, leder af Afdelingen for borgernær kriminalitet på Amager.

Episoden begyndte, da en 23-årig mand var på vej hjem fra en bytur med to venner. De stopper ved en hæveautomat på Torvegade, hvor gerningsmanden henvender sig til de to venner.

Gerningsmanden provokerer og begynder at råbe op og opføre sig truende ifølge politiet. Dette får den 23-årige til at blande sig og forsøge at skubbe gerningsmanden væk.

- Gerningsmanden trækker en kniv og stikker forurettede fem gange. Forurettede bliver blandt andet ramt i brystkassen, hvorunder den ene lunge punkterer, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Gerningsmanden flygtede efterfølgende fra stedet i retning mod Christiania. Han beskrives som en mand med et mellemøstlig udseende, dansktalende, 20-25 år, 180-185 centimeter høj. Han er almindelig af bygning, har tyndt fuldskæg.

Københavns Politi er interesseret i at høre fra borgere, der kan genkende gerningsmanden, eller vidner der har overværet episoden og ikke tidligere er blevet afhørt af politiet.

/ritzau/