Analytiker: Ubåd kan snige sig væk uden at blive opdaget

Skrevet af admin

19/10/2014

Dagens topnyheder

Den formodede ubåd, som det svenske forsvar har sat flere af sine fregatter og luftvåbnet til at opspore, kan i princippet snige sig væk uden at blive opdaget.

Det siger Johannes Nordby, orlogskaptajn og analytiker ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi.

- Har den energi nok om bord, kan den forblive neddykket og fordufte lige så stille igen uden at blive opdaget.

Den svenske skærgård er meget dyb, og der er visse forhold under vandoverfladen, der gør, at fregatter kan have svært ved at spore ubåde. Faktisk er fregatter ikke det bedste middel til at opspore neddykkede ubåde, siger Johannes Nordby til Ritzau.

Siden fredag har det svenske forsvar været i alarmberedskab på grund af mistanken om, at en formodet russisk ubåd har sneget sin ind i den ydre skærgård. Der er også ubekræftede forlydender fremme om, at ubåden skulle være skadet.

- Er den det, vil den på et tidspunkt skulle op til vandoverfladen og have luft. Der er næppe tale om en stor atomdrevet ubåd, der kan være neddykket i månedsvis, for den vil være for stor til skærgården. Derfor er det mest sandsynligt, at det er en konventionel dieseldrevet ubåd.

- Under vandet drives den af batterier, men den skal op til vandoverfladen, når motorerne skal arbejde og lade ubådens batterier op, siger Johannes Nordby.

Johannes Nordby vurderer, at der næppe går lang tid, før det bliver nødvendigt for ubåden at komme op til vandoverfladen.

- Det skal tælles i dage, men det er det absolut sidste, ubåden vil have lyst til, siger han.

Spørgsmål: Hvad vil Sverige gøre, hvis ubåden kommer op til overfladen og det viser sig at være russerne, der har sneget sig i svensk farvand?

- De vil næppe bombe ubåden. Det kan være, at svenskerne med deres taktik sender kraftige signaler til ubåden om, at den skal forsvinde fra svensk territorium.

- Det svenske forsvar har sat det her i værk, fordi de har indicier på, at der er noget under vandoverfladen i den ydre skærgård, som de vil gå efter. Og det mest sandsynlige er da også, at det er en ubåd, siger Johannes Nordby.

/ritzau/