Andreas Cornelius med selvtillid trods måltørke

Skrevet af admin

09/03/2015

Mest læste i dag

Det blev søndag til en 3-1 sejr til FC København over Brøndby i Telia Parken, men endnu en gang var det uden Andreas Cornelius som målscorer.

Man skal helt tilbage til 30. november sidste år i en kamp mod AaB for at finde angriberens seneste mål i Alka Superligaen, men Cornelius siger, at selvtilliden stadig er intakt på trods af de manglende mål.

- Jeg kom til nogle fine chancer mod Brøndby, men afslutningerne var bare ikke gode nok. Jeg tror ikke, det er mangel på selvtillid i mit tilfælde, siger han.

I sommeren 2013 hentede Cardiff, som lige var rykket op i Premier League, Andreas Cornelius hos FCK. Waliserne havde set sig lune på danskeren, der scorede mål på samlebånd i den bedste danske række og valgte at betale FCK en stor sum penge for ham.

Målfarligheden fra dengang har han haft svært ved at genfinde, siden han efter et halvt år i Cardiff vendte tilbage til Alka Superligaen, men det har hovedpersonen selv en forklaring på.

- Da jeg spillede for FCK i sidste omgang, der brændte jeg også chancer som nu, men vi kom bare til så mange flere af dem og vandt hver kamp stort. Den situation er vi desværre ikke længere i, siger han.

Men Cornelius tror på, at målene nok skal komme, og han føler, at sejre til holdet er vigtigere end navnet på målscoreren.

- I en kamp som den mod Brøndby, hvor der er så meget på spil, der er jeg ligeglad med, hvem der scorer målene. Så tænker jeg kun på at vinde, siger han.

/ritzau/