Forside Nyheder Aserbajdsjan og Armenien ønsker fred i omstridt region

Aserbajdsjan og Armenien ønsker fred i omstridt region

Aserbajdsjan og Armenien ønsker fred i omstridt region

Lige nu læser andre

Aserbajdsjan og Armenien har mandag taget et skridt mod fred, efter at de to landes præsidenter er blevet enige om at respektere en våbenhvile fra 1994 i den uroplagede region Nagorno-Karabakh.

Kampe brød ud i regionen i april, men Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, og Armeniens ditto, Serzh Sarkisian, er blevet enige om at fortsætte fredssnakken i juni, skriver nyhedsbureauet AFP.

Fredsaftalen er en sjælden fælles sejr for både Rusland og USA. Sammen med Frankrig var de to lande værter ved fredsforhandlingerne, der fandt sted i Wien.

Den fælles sejr kommer, kun en dag før de to lande sammen skal være værter for fredsmøder angående situationen i Syrien.

Læs også

Mindst 110 personer er blevet dræbt i kampene i Nagorno-Karabakh, og endnu flere er sårede.

Efter et møde med USA’s udenrigsminister, John Kerry, den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov og Frankrigs europaminister, Harlem Desir, har de stridende parter udsendt en fælles erklæring.

– Det er blevet understreget, at der ikke findes en militær løsning på konflikten, står der blandt andet i meddelelsen ifølge AFP.

– Præsidenterne understreger deres dedikation til den forestående våbenhvile og en fredfyldt ende på konflikten. En ny runde fredsforhandlinger vil blive afholdt i juni et sted, som bliver aftalt indbyrdes. Målet er at nå en varig aftale, står der videre.

Nagorno-Karabakh ligger i Aserbajdsjan, men området kontrolleres af etniske armeniere. Både kristne armeniere og muslimske aserbajdsjanere gør krav på området, og den samme konflikt kostede 30.000 mennesker livet tilbage i 1990’erne.

Aserbajdsjan, hvis militære udgifter overstiger hele Armeniens statsbudget, har flere gange truet med at tilbageerobre Nagorno-Karabakh med magt, hvis ikke det kan lykkes ad forhandlingens vej.

/ritzau/

Læs også

Fandt du artiklen spændende? Del den her Del artiklen: