Bødker sikrede sejr mod Frederik Andersen

Skrevet af admin

08/11/2014

Dagens topnyheder

Med en lille finte fra baghånd til forhånd snød Mikkel Bødker sin landsmand Frederik Andersen og afgjorde kampen mellem Bødkers Arizona Coyotes og Frederik Andersens Anaheim Ducks i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Kampen var efter 65 minutter endt 2-2 og i straffeslag scorede Bødker til slutresultat 3-2. Dermed fik Arizona to point for en sejr, mens Anaheim måtte nøjes med et enkelt for uafgjort i regulær spilletid.

Bødkers scoring fuldførte et overraskende comeback for Arizona, der efter første periode var bagud 2-0. Frederik Andersen og Anaheim har lagt stærkt ud fra sæsonstart, mens Arizona har famlet lidt mere efter melodien.

Derfor var det ikke helt efter planen for Andersen og Anaheim, at Arizona med to scoringer i anden periode udlignede kampen. Hverken tredje periode eller fem minutters overtid bød på scoringer, og så måtte kampen afgøres i straffeslag.

Her scorede begge hold på deres første forsøg. I anden runde brændte Anaheims unge Devante Smith-Pelly, og så var scenen sat for Mikkel Bødker.

Danskeren skøjtede med høj fart i en stor bue mod højre, inden han satte kurs mod målet, hvor hans finte snød Frederik Andersen, der tydeligt ærgrede sig over at have tabt duellen til sin landsmand.

Fordi scoringen faldt i straffeslag tæller den ikke med i den samlede opgørelse over Mikkel Bødkers sæson, hvor han efter en stærk start nu er gået i stå ved fem mål. Hans hold Arizona har derimod med tre sejre i træk bragt sig indenfor rækkevidde af playoff-pladserne igen.

Bødker pådrog med sin scoring mod Frederik Andersen hans blot andet nederlag i sæsonen. Anaheim topper stadig ligaen, og Frederik Andersen er stadig statistisk blandt ligaens bedste keepere.

Mikkel Bødker får igen lørdag aften mulighed for at veksle et par ord på dansk - denne gang med Frans Nielsen - når hans hold møder New York Islanders.

/ritzau/