Børn finder Koldings juletræ

Skrevet af Elo Christoffersen

21/11/2012

Dagens topnyheder

To 1. klasser fra Vester Nebel Skole hjalp onsdag Kolding Kommunes borgmester Jørn Pedersen med at finde årets juletræ, der sættes op og tændes på Akseltorv i Kolding 30. november klokken 17.30.

Kolding Kommune har en fast tradition, hvor klasser fra forskellige skoler på skift inviteres med i skoven, for at finde et stort træ, der er egnet til at stå på torvet. Det er i år 30 år siden, at skoleelever for første gang hjalp Koldings borgmester med at finde årets juletræ i skoven.

Julemanden kommer i år til Kolding allerede fredag aften. Selv om han skal møde børnene en dag før, bliver det stadig en lige så festlig og hyggelig dag, for julemandens ankomst er en fast tradition. I år kommer han til et endnu flottere træ, der har fået nyt lys. Hele 600 meter lys bliver hængt op på træet.

Foruden julemanden er det i år også lykkedes at få fingrene i en meget populær nisse. Pyt (Trine Gadeberg), som børnene kender fra Nissebanden, vil underholde på Akseltorv lige op til at træet tændes. Butikkerne i City holder åbent til klokken 21, så der også er tid til at julehandle.