Braithwaite scorer igen i fransk kort-orgie

Skrevet af admin

24/09/2015

Dagens topnyheder

Landsholdsspilleren Martin Braithwaite fortsætter målformen i sin franske klub Toulouse.

Onsdag aften var danskeren endnu engang på pletten, da han scorede til 1-0 i hjemmekampen mod storklubben Marseille. Det var hans fjerde sæsonmål i ligakamp nummer syv.

Målet virkede dog lidt tilfældigt, da danskeren rettede en afslutning af, hvilket snød Marseille-målmand Steve Mandanda. Braithwaite formåede også at brænde en friløber i kampen.

Desværre for Toulouse udlignede udeholdet i kampens sidste minut ved Michy Batshuayi til slutresultatet 1-1.

I løbet af det sidste kvarter i det intense opgør blev der uddelt hele tre røde kort. Først fik Marseille udvist Benjamin Mendy, men udeholdet formåede alligevel at få tre minutter plus tillægstid i overtal efter to røde kort til Braithwaites holdkammerater.

Toulouse ligger nummer 14 i Ligue 1, mens Marseille er nummer 11.

/ritzau/