Brand på dansk fragtskib er endelig slukket

Skrevet af admin

17/11/2013

Dagens topnyheder

Branden på det danske fragtskib Britannia Seaways er nu blevet endegyldigt slukket,

Det var særligt svært at slukke de beholdere, der er fyldt med flybrændstof, om bord på fragtskibet, som brød i brand lørdag aften syd for Florø i Norge.

Mandskabet på skibet, 12 soldater samt op til ni brandmænd har kæmpet natten til søndag med at få slukket branden.

- Det er korrekt, at den er blevet slukket kort før klokken 08.00. Der har været ild i brændstof, og det var derfor en relativ vanskelig slukningsproces.

- Der kom alligevel relativt hurtigt kontrol med branden. Det er det sidste, der var svært at slukke. Det er branden i containerne, der er endeligt slukket nu, siger informationschef Gert Jakobsen fra DFDS til Ritzau

Natten til søndag blussede branden på fragtskibet op igen, men den er nu slukket. Skibet, der sejler under dansk flag, har 32 personer om bord - heraf seks danskere - og fragter forsvarsmateriel.

Fremadrettet skal det vurderes, hvordan branden er opstået.

- Vi er ved at få en lods om bord, og så skal skibet dirigeres i havn. Vi håber på, at det kommer til Bergen, fordi havnen egner sig bedst, men det skal vi have aftalt med de norske myndigheder.

Skibet ligger i øjeblikket i læ af nogle øer tæt på kysten, hvor det har fået assistance af et brandslukningsfartøj til at køle de områder ned, som er blevet varmet kraftigt op af branden.

Brandvæsnets specialstyrke for bekæmpelse af brand på skib, RITS-styrken, blev natten til søndag fløjet til Florø fra Bergen i en redningshelikopter.

- Opgaven for RITS-teamet er at bistå besætningen med slukningen. De er specialuddannet til at håndtere brande om bord på skibe, sagde beredskabsleder fra de norske redningsmyndigheder Bjørn Jarle Åmlid søndag morgen, før branden blev slukket.

Britannia Seaways sejler med militært udstyr for Norges forsvar. Materiellet skal bruges til en igangværende militærøvelse, der foregår i Bergen-området.

Skibet slog alarm klokken 19.08 lørdag aften.

/ritzau/