Bronze kan ikke trøste Robben: Skuffelsen er der stadig

Skrevet af admin

13/07/2014

Dagens topnyheder

Hollands største VM-profil, Arjen Robben, var lørdag med til at slå de brasilianske værter og vinde bronze.

Nederlaget til Argentina efter forlænget spilletid og straffespark i semifinalen præger alligevel Robbens humør.

- Det var en god måde at afslutte VM på. Det er som at skylle tømmermændene væk.

- Men skuffelsen er der stadigvæk, fordi vi var så tæt på, siger Arjen Robben i et interview på DR.

Den 30-årige Bayern München-stjerne blev allerede efter godt et minuts spil mod Brasilien revet omkuld, hvilket fejlagtigt blev takseret til et straffespark, da forseelsen blev begået uden for feltet. Robin van Persie scorede til 1-0, inden Daley Blind øgede til 2-0 efter 17 minutter.

I overtiden cementerede Georginio Wijnaldum den hollandske sejr med kampens sidste scoring.

VM slutter søndag, når Argentina møder Tyskland i finalen i Rio de Janeiro.

/ritzau/