Cancellara snupper sin tredje sejr i Flandern Rundt

Skrevet af admin

06/04/2014

Dagens topnyheder

Fabian Cancellara (Trek) er i en klasse for sig.

Det viste han søndag, da han vandt Flandern Rundt for andet år i træk og tredje gang i alt.

Denne gang vandt han et spurtopgør blandt fire ryttere i en uhyre spændende afslutning, hvor alle fire ryttere angreb hinanden på de sidste kilometer.

Cancellara vandt foran tre belgiere, Greg Van Avermaet (BMC) og Sep Vanmarcke (Belkin) og Stijn Vandenbergh (Quickstep). Det gjorde han efter en kort spurt, som han selv åbnede.

Nicki Sørensen blev bedste dansker lige udenfor top-10.

Nicki Sørensen har kørt de fleste af verdens største cykelløb, men aldrig tidligere Flandern Rundt. Veteranen på 38 år kørte ikke desto mindre et fornemt cykelløb i Flandern.

Danskeren fra Tinkoff-Saxo kom med på den rigtige side af den store splittelse efter Koppenberg-stigningen.

Da gruppen blev splittet igen, røg Nicki Sørensen af, men var uhyre tæt på at komme tilbage inden Peter Sagan (Cannondale) og et par andre ryttere rykkede på Taaienberg 30 kilometer før mål.

Her var løbet dog slet ikke afgjort.

To mand, Greg Van Avermaet (BMC) og Stijn Vandenbergh (Quickstep), var kørt væk. To grupper smeltede sammen bagude - blandt dem igen Nicki Sørensen. Og med knap 20 kilometer tilbage rykkede Fabian Cancellara med Sep Vanmarcke på slæb.

Det gav afslutningen med Cancellara, van Avermaet, Vanmarcke og Stijn Vandenbergh.

Danmarks ellers største håb, Matti Breschel, udgik efter et styrt. Ifølge arrangørerne blev Matti Breschel transporteret til hospitalet.

Det samme gjorde en ældre kvinde, som havde forårsaget et styrt, da hun forsøgte at krydse vejen lige foran feltet.

/ritzau/