Cannavaro bliver makker med Lippi hos Kinas mestre

Skrevet af admin

05/11/2014

Dagens topnyheder

Fabio Cannavaro var anfører, og Marcello Lippi var cheftræner, da Italien i 2006 vandt VM i fodbold i Tyskland.

Nu skal de to sammen danne trænerduo hos de kinesiske mestre, Guangzhou Evergrande, meddeler Sky Sports.

41-årige Fabio Cannavaro skal træne klubben på daglig basis, mens 66-årige Marcello Lippi får en lidt mere tilbagetrukket rolle end før.

For få dage siden kørte der ellers en historie om, at Marcello Lippi helt ville droppe trænergerningen, men det er ikke korrekt, siger han.

- Der må være sket en misforståelse omkring, hvad jeg sagde før, om at jeg ville stoppe og forlade holdet.

- Nej, jeg er stadig direktør og cheftræner for holdet. Jeg kommer bare ikke til at være på træningsbanen hver dag, siger Marcello Lippi ifølge Sky Sports.

Trænerveteranen vil gerne tilbringe mere tid med familien i Italien, hvilket også skal ses som en del af baggrunden for at hente Fabio Cannavaro.

- Jeg kunne ikke holde ud kun at være på besøg hver sjette måned. Så jeg foreslog, at klubben skulle finde en cheftræner mere, så jeg kan tage på besøg derhjemme hver anden måned, siger Marcello Lippi.

/ritzau/