Coca-Cola vil købe dansk juicekæmpe

Skrevet af admin

14/10/2015

Mest læste i dag

Den danske juiceproducent Rynkeby er muligvis på vej på amerikanske hænder.

Ifølge Dagbladet Børsen forhandler Coca-Cola med mejeriselskabet Arla om en overtagelse af Rynkeby.

Ingen af de involverede virksomheder ønsker at kommentere oplysningerne, som Børsen har fra kilder med kendskab til salgsprocessen.

Angiveligt har Arla holdt flere møder med Coca-Cola om sagen.

- Uanset om du havde ringet og sagt, at vi havde mødtes med præsidenten, er det ikke noget, vi kommenterer. Det er fortrolige møder, siger Arlas pressechef, Theis Brøgger, til Børsen.

Arla er i gang med at trimme kerneforretningen og solgte sidste år emballageproducenten Danapak samt Dairy Fruit fra.

I august meddelte Arla så, at det var i gang med at "kortlægge de langsigtede strategiske muligheder for Rynkeby".

Kilder har tidligere vurderet, at mejerikoncernen regner med at kunne få mellem én og halvanden milliard kroner for Rynkeby, som Arla har ejet siden 1998.

Og pengene vil lande på et tørt sted. Arla er under pres fra landets kriseramte mælkebønder, der som andelshavere i selskabet lider voldsomt under de lave mælkepriser.

Rynkeby omsatte i 2014 for 1,1 milliarder kroner og havde et driftsoverskud på 103 millioner kroner.

/ritzau/