Colin Todd: Vores spil afføder respekt

Skrevet af admin

06/10/2014

Dagens topnyheder

Før denne sæson var der ikke mange, der havde de store forventninger til Randers FC, men det har givetvis ændret sig efter de første 10 runder af Superligaen, hvor holdet fra Kronjylland indtager en nuværende tredjeplads med 18 point. 


Faktisk er de 18 point også en historisk god starthøst for Randers-holdet, der aldrig tidligere har haft så mange point på kontoen efter de første ti runder af sæsonen.

- Folk er begyndt at få mere respekt for vores klub. Den respekt er affødt af vores præstationer på banen, hvor vi med en stærk stamme af spillere i et fast system har spilet os frem til en fortjent position i ligaen, mener træner Colin Todd.

Søndag fik Randers kun 0-0 hjemme mod FC Nordsjælland. Kronjyderne dominerede det meste af topkampen, hvilket også høstede anerkendelse hos modstanderne efter kampen: 


- Jeg synes helt sikkert, at Randers gør det godt for tiden. Det er nok det hold, som vi har haft sværest ved at dæmme op for indtil videre i sæsonen, siger Martin Vingaard.

En del af Randers’ umiddelbare succes kan ifølge Kasper Fisker forklares med spillernes gode kendskab til hinanden:

- De to firekæder har efterhånden spillet mange kampe i træk nu. Det giver et flow og en tillid til hinanden, siger fløjspilleren, der bliver bakket op af sin træner:

- Kontinuiteten er vigtig, for det er de centrale spillere på holdet, der afgør kampene. Alle spillerne kender systemet, hvilket gør det lettere at stå sammen som et hold, siger Colin Todd.

Den engelske træner har i de ti første kampe givet genvalg til mange spillere. Hele ni af dem har optrådt i samtlige sæsonens kampe enten fra start eller ved indskiftning.

Det er det højeste antal i rækken, hvor kun Hobro kan følge med, når det gælder kontinuitet. 


Om den stærke stamme kan holde de lyseblå i toppen af rækken sæsonen ud, bliver spændende at følge, mener holdets venstreback Alexander Fischer: 


- Hvis vi kan fortsætte med at holde nullet og samtidig score lidt mere, så ser det regnestykke rigtig sjovt ud. Men vi bevarer roen, og så må vi jo se.

/ritzau/