Costa Ricas matchvinder: Vi led så meget mod Italien

Skrevet af admin

20/06/2014

Mest læste i dag

Bryan Ruiz scorede kampens eneste mål, da Costa Rica fredag skabte sensation ved VM i fodbold.

Dels med 1-0-sejren over Italien, dels fordi sejren i Recife sender det håbløst undertippede mandskab videre til 1/8-finalerne.

- Jeg kan ikke forklare de følelser, som jeg har lige nu, siger Bryan Ruiz ifølge Sky Sport Italia.

- Vi led så meget i denne kamp. Jeg dedikerer målet til min familie - det er utroligt at score ved VM, siger han.

Anføreren headede få minutter før pausen bolden i mål via underkanten af overliggeren.

Bolden sprang ud i spil igen, men målkameraerne viste, at den havde krydset målstregen bag den italienske målmand, Gianluigi Buffon.

Dermed er Costa Rica nået lige så langt ved VM, som landet gjorde ved VM-slutrunden i Italien i 1990.

Dengang leverede Costa Rica sit hidtil bedste resultat ved at gå videre fra gruppespillet, inden det daværende Tjekkoslovakiet var for stor en mundfuld i 1/8-finalerne.

- Vi havde drømt om dette øjeblik, selvom vi vidste, at folk ikke troede på os.

- Vi kvalificerede os ved at slutte foran hold, som er langt stærkere end os, så det er alt sammen en drøm, der går i opfyldelse, siger Bryan Ruiz.

/ritzau/