DF kalder ministre i samråd om rockerborge

Skrevet af admin

06/11/2013

Dagens topnyheder

Dansk Folkeparti vil give politiet og kommunerne bedre muligheder for at lukke rockerborge rundt omkring i landet.

Partiet har derfor kaldt både justitsminister Morten Bødskov (S) og miljøminister Ida Auken (SF) i samråd, som finder sted 12. december.

Det oplyser Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup til Ritzau, efter at politiet onsdag besluttede fortsat at forbyde al adgang til en rockerborg i Næstved.

Ifølge rockerloven har politiet mulighed for at forbyde enhver adgang til bestemte adresser, hvis der er en konflikt i gang mellem to bander.

- Det er fint, at politiet med rockerloven i hånden lukker rockerborgen i Næstved, men vi har brug for mere permanente løsninger, siger Peter Skaarup.

- Rockerne mødes jo bare et andet sted i nærheden, forklarer han.

Han foreslår, at man bruger intentionerne i loven mod hashklubber til at forstærke rockerloven.

Loven kræver, at der er en konflikt mellem to parter, mens politiet efter loven mod hashklubber kan lukke klubber, hvor der handles med eksempelvis hash.

- Rockerloven er ikke længere en tidssvarende løsning, siger Peter Skaarup.

- Justitsministeren fremlagde forleden en bandepakke. Den bør indeholde bestemmelser, der gør det lettere at lukke rockerborge, siger DF's retsordfører.

- Desuden bør planloven forstærkes og give kommunerne bedre muligheder for at lukke rockerborgene, fortsætter han som begrundelse for også at have kaldt miljøministeren i samråd.

/ritzau/