DF: Konservative vil øge indvandring og skabe løntrykkeri

Skrevet af admin

21/11/2014

Mest læste i dag

Et lavere lønkrav til udlændinge, der ønsker at arbejde i Danmark, vil skabe øget indvandring og presse lønniveauet i Danmark, advarer Dansk Folkeparti.

- Hvis man gør det, som Konservative – kraftigt inspireret af Dansk Industri – ønsker, så vil man øge den ikke-vestlige del af indvandringen, og jeg kan ikke se, at det vil give andet end nye integrationsproblemer, forudser integrations- og udlændingeordfører Martin Henriksen.

- Selvom folk kommer herop, fordi de har fået et arbejde, så vil de stadig have en anden kultur med i bagagen, og det kan give problemer, tilføjer han over for Ritzau.

Konservative foreslår at sænke det nuværende lønkrav på 375.000 kroner om året til 315.000 kroner.

Spørgsmål: Er det dit indtryk, at integrationsproblemerne er skabt af folk, der tjener 315.000 kroner om året?

- Det er mit indtryk, at hvis man ikke ønsker en befolkningsudvikling, hvor andelen af indvandrere og efterkommere stiger meget voldsomt, med de udfordringer det giver i forhold til at bevare dansk kultur, så skal man ikke gennemføre det her, siger Martin Henriksen.

Spørgsmål: Er der slet ikke behov for udenlandsk arbejdskraft i Danmark?

- Det kan man ikke sige, der er her og nu. I dag (fredag, red.) behandler Folketinget en lovstramning af green card-ordningen i erkendelse af, at der er kommet for meget udenlandsk arbejdskraft til Danmark, påpeger ordføreren.

Han mener, at en lavere beløbsgrænse kan skabe dårligere vilkår på det danske arbejdsmarked, selvom De Konservative understreger, at udlændingene skal ansættes på overenskomstvilkår.

- Det er ikke alle danskere, der er ansat til overenskomsternes mindsteløn, og hvis dem, der kommer ind, kan nøjes med den, så vil det trykke lønniveauet, ligesom det kan holde danskere ude af arbejdsmarkedet, mener Martin Henriksen.

Han mener i stedet, at beløbsgrænsen skal hæves til 500.000 kroner.

- Så får vi det, som alle påstår, det skal handle om, nemlig højt specialiseret og højtuddannet arbejdskraft, mener ordføreren.

/ritzau/