Dommer undres over manglende sigtelse mod islamist

Skrevet af admin

13/11/2014

Dagens topnyheder

I Storbritannien er både politi og anklagemyndighed overbevist om, at den islamiske prædikant Abu Qatada med sine mange udgivelser af taler og skriverier opfordrer til terror.

Det er via en britisk politimand torsdag blevet slået fast ved Retten på Frederiksberg, hvor den dansk-marokkanske islamist Sam Mansour, også kaldet "Boghandleren fra Brønshøj", er tiltalt for at opfordre til terror ved at sprede Abu Qatadas opfordringer.

Men Abu Qatada er i Storbritannien aldrig blevet dømt - ikke engang sigtet - for at bryde terrorlovgivningen, og det vækker torsdag undren i dommerpanelet på Frederiksberg.

- Hvis man har den opfattelse af Abu Qatada, så kan man jo undre sig over, at han aldrig er blevet sigtet. Hvad er forklaringen på det, lyder spørgsmålet fra en af sagens tre juridiske dommere, som sammen med seks nævninge skal afgøre sagen mod Mansour.

- Jeg er bange for, at der ikke findes noget simpelt svar på det, fortæller Keith Verralls fra New Scotland Yard, kriminalpolitiet i London, som er kaldt til Danmark for at vidne i sagen mod Mansour.

Ifølge den britiske politimand skyldes det, at Abu Qatadas tidlige udgivelser ikke har været ulovlige på det tidspunkt, hvor de blev udgivet.

Siden har Storbritannien satset hårdt på at få Abu Qatada udvist af landet frem for at føre en egentlig straffesag mod ham.

- Det var først i 2012, hvor det så ud til, at udvisningen måske ikke ville kunne gennemføres, at man bad mig gå i gang med at undersøge, om der var grundlag for at føre en sag mod Abu Qatada, fortæller Keith Verralls.

Det er den undersøgelse, som har ført til, at Mansour i Danmark nu er tiltalt i sagen. For Mansour har nemlig via nettet videredistribueret en del materiale fra Abu Qatada.

Anklagemyndigheden herhjemme mener, at Mansour har overtrådt terrorlovgivningen og kræver ham idømt mere end fire års fængsel. Desuden kræver man, at han får frataget sit danske statsborgerskab og bliver udvist af Danmark.

Sagen ventes afgjort senere i år.

/ritzau/