EU-tilhængerne har stadig stort flertal i parlamentet

Skrevet af admin

26/05/2014

Dagens topnyheder

Valget til Europaparlamentet har i flere lande stået i EU-modstandernes og -skeptikernes tegn.

Men trods tvivlernes betydelige sejre i blandt andet Danmark, Frankrig og Storbritannien vil der stadig være markant flere overbeviste EU-tilhængere og medlemmer fra de gamle, etablerede partier, når de nyvalgte parlamentarikere samles for første gang i Strasbourg 1. juli.

Ifølge den foreløbige opgørelse af valgresultatet vil de fire største partier - de borgerlige EPP, socialisterne i S&D, de liberale i Alde og De Grønne - sætte sig på tilsammen 521 af parlamentets 751 pladser. Det svarer til lige knap 70 procent.

For at få en nogenlunde god fornemmelse af, hvor meget euroskeptikerne kommer til at fylde, skal man grave i alle de nationale resultater og i nogen grad gætte på, hvor en lang række nyvalgte partier vælger at placere sig i de politiske grupper.

Nyhedsbureauet Reuters vover pelsen og gætter på, at euroskeptikerne - både til højre og til venstre i salen og uden for traditionel højre-venstre-kategori - sætter sig på 142 pladser. Det svarer til 19 procent.

Som mandaterne fordeler sig kan de to store partier - EPP og S&D - snildt gennemføre lovgivning sammen i det, der på forhånd er blevet betegnet som en mulig storkoalition.

Hvis ellers gruppedisciplinen holder, kan de tilsammen mønstre 53,7 procent af stemmerne. Og med støtte fra bare et af de mellemstore partier er der også mere plads til, at medlemmer stemmer imod deres gruppe, hvilket ikke er usædvanligt i Europaparlamentet.

Det er endnu uklart, om de hidtidige politiske grupper består i samme form som i det afgående parlament. Især samler der sig opmærksomhed omkring franske Front Nationals og det hollandske frihedspartis forsøg på at danne en ny gruppe på højrefløjen. Her bejler de blandt andet til Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna.

Hvis det lykkes, kan det smadre den eksisterende EFD-gruppe, hvor Dansk Folkeparti har hjemme i øjeblikket.

Der skal mindst være 25 medlemmer fra syv lande for, at en gruppe kan blive anerkendt i parlamentet.

/ritzau/