Eurogruppen er klar til forhandlinger med Tsipras

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

Eurozonens finansministre har i de seneste syv måneder haft deres sammenstød med regeringen i Grækenland under ledelse af Alexis Tsipras. Efter søndagens valg i Grækenland ser det ud til, at Tsipras og finansministrene i Eurogruppen fortsat skal arbejde sammen.

For Tsipras og hans venstreorienterede Syriza-parti har vundet parlamentsvalget og ventes at fortsætte som det store parti i en koalitionsregering.

Lederen af Eurogruppen er Hollands finansminister, Jeroen Dijsselbloem, og han lykønsker Tsipras med valgsejren.

Hollænderen siger videre, at han ser frem til fortsat at samarbejde med Grækenland, der skal gennemføre en række aftalte reformer.

- Parat til tæt samarbejde med de græske myndigheder og til fortsat at ledsage Grækenland i dets ambitiøse reformbestræbelser, siger Dijsselbloem på twitter.

Han tilføjer, at han ser frem til, at der hurtigt dannes en ny regering med et stærkt mandat til fortsat at implementere Grækenlands aftale med de internationale kreditorer.

Grækenland og kreditorerne har i august indgået en aftale om et nyt kriselån til Grækenland på 86 milliarder euro.

I aftalen skal Grækenland gennemføre en række store reformer og privatiseringer.

/ritzau/Reuters