FA kræver omstridt Fifa-rapport offentliggjort

Skrevet af admin

17/11/2014

Dagens topnyheder

Presset vokser på det internationale fodboldforbund (Fifa) for at offentliggøre hele den meget omtalte rapport, der blandt andet beskæftiger sig med mulig korruption i forbindelse med tildelingen af værtskabet for VM i 2018 og 2022.

Mandag meddelte bestyrelsesformanden for det engelske fodboldforbund (FA), Greg Dyke, at FA vil have hele indholdet af rapporten lagt til skue.

I et brev, som er sendt til medlemmerne af Fifas eksekutivkomité, skriver Greg Dyke blandt andet følgende om rapporten, der blev udarbejdet af juristen Michael Garcia:

- Som I formentlig allerede ved, var Fifas troværdighed allerede lav i England og andre steder i Europa før begivenhederne i sidste uge.

- Fuld gennemsigtighed er nødvendig, hvis alle handlinger for de lande, der bød på VM, blandt andre England i 2018, skal bedømmes på et fair grundlag.

- Omgående handling er nødvendig, hvis tilliden til Fifa skal genoprettes i England. FA har den holdning, at det første skridt er at offentliggøre hele Michael Garcias rapport, skriver Greg Dyke ifølge Sky Sports.

Greg Dykes forgænger som formand for FA, David Bernstein, opfordrede tidligere mandag England til at boykotte de næste VM-slutrunder.

- Jeg tror, at England uden tvivl kan påvirke Fifa, men det ville kræve, at man trak sig fra det næste VM og det næste igen, indtil der er sat passende reformer i gang.

- Hvis jeg var involveret i FA nu, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne, for at opmuntre de andre Uefa-lande til at gøre det samme, sagde han tidligere mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Også præsidenten for den tyske ligaforening, Reinhard Rauball, har opfordret til en fælles europæisk protest over for Fifa.

Han mener, at alle Uefa-lande bør forlade Fifa, hvis ikke den fulde rapport om bestikkelsesanklagerne bliver offentliggjort.

England, der fik kritik i rapporten, bød på VM i 2018, men Rusland blev for fire år siden tildelt værtskabet.

Qatar fik samtidig værtskabet i 2022, og ikke mindst oliestaten har været under mistanke for brug af ukorrekte metoder i bestræbelserne på at sikre sig værtskabet.

Fifa fandt ingen anledning til andet end at frifinde Qatar for beskyldningerne om korruption.

Det fik Michael Garcia - manden bag rapporten - til at sige, at han var helt uenig i Fifas udlægning af rapporten.

- Dagens beslutning indeholder utallige ufuldstændige og forkerte gengivelser af de fakta og konklusioner, som er opført i rapporten. Jeg agter at appellere beslutningen til Fifas appelkomité, sagde han, da Fifas konklusioner af rapporten blev kendt i sidste uge.

/ritzau/