Færre anmeldte hærværk i foråret

Skrevet af admin

13/08/2014

Mest læste i dag

Graffiti på togene, ødelagte vejskilte og smadrede butiksvinduer blev der set lidt mindre af i foråret og den første sommermåned i år.

Anmeldelserne af hærværk er nemlig faldet i andet kvartal af 2014, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I alt blev der anmeldt 5803 tilfælde af hærværk i april, maj og juni. Det er 507 færre end i samme kvartal sidste år og svarer til et fald på otte procent.

Det er næsten en halvering af hærværks-anmeldelserne i forhold til andet kvartal i 2007, hvor der var ikke mindre end 10.774 anmeldelser.

Selvom statistikken ser godt ud på landsplan har Københavns Kommune og en overvægt af kommuner i Nordsjælland og Østsjælland oplevet flere anmeldelser af hærværk.

Overordnet set er antallet af straffelovsforbrydelser også faldet siden andet kvartal i 2013.

I år blev der anmeldt knap 100.000 straffelovsforbrydelser. Det er et fald på 4668 anmeldelser siden sidste år og svarer til et fald på fem procent.

Det skyldes blandt andet faldet i hærværk og andre ejendomsforbrydelser som indbrud og tyveri. I april, maj og juni blev der anmeldt godt 90.000 ejendomsforbrydelser. Det er et fald på fem procent i forhold til året før.

Der har specielt været færre lomme- og tasketyve på spil i år i forhold til 2013. Her er anmeldelserne faldet med 10 procent.

/ritzau/