Fagforening indkalder SAS-ansatte til møde mandag

Skrevet af admin

01/03/2015

Dagens topnyheder

Det strejkende kabinepersonale hos SAS er søndag aften taget hjem fra Hotel Hilton for at få noget søvn.

Men allerede mandag klokken 09 skal de mødes på Park Inn by Radisson ved Københavns Lufthavn for at drøfte den tilspidsede situation med deres arbejdsgiver, oplyser det strejkende personales talsmand, Jakob Esposito.

- De er blevet kaldt til et medlemsmøde i morgen (mandag, red.), og det vil de dukke op til, siger han.

Det er de ansattes fagforening, CAU, som sammen med sine jurister har indkaldt medlemmerne til mødet for at drøfte, hvad der ligger af implikationer i sagen, og hvad konsekvenserne er.

- Og så tager de den videre derfra, siger Jakob Esposito.

Konflikten mellem parterne har ført til, at SAS søndag aften meddelte sine ansatte, at de inden mandag klokken 12 skal give besked om, hvorvidt de møder på arbejde. Møder de ansatte ikke på arbejde, kan det ende med en fyreseddel.

Ifølge Jakob Esposito lå det søndag aften ikke i kortene hos de ansatte, at de ønsker at vende tilbage til arbejdet inden tidsfristen. Men han siger samtidig, at man aldrig skal sige aldrig.

- Det, jeg hører fra dem, er, at det ikke er et spørgsmål om ansættelsesforhold eller ikke-ansættelsesforhold. Det her er et spørgsmål for de enkelte om ansættelsesvilkår, siger talsmanden.

Striden, der har ført til strejken, drejer sig om 147 ansatte, der skal flyttes over i SAS' nye datterselskab Cimber.

I forbindelse med flytningen frygter de ansatte, at de ikke længere vil være beskyttet af den kollektive overenskomst, som SAS har med kabinepersonalets fagforening.

På grund af sagen ligger de ansattes fokus mere på de vilkår, som de kan se ligge ude i fremtiden, forklarer Jakob Esposito.

- Om de enkelte skal vælge at være ansat i morgen, eller om den enkelte alligevel skal forlade firmaet, når ansættelsesvilkårene bliver så forringede inden for to år.

- Så er spørgsmålet i virkeligheden, om det ikke er bedre for den enkelte at forlade firmaet nu og finde en anden karrierevej, siger han.

/ritzau/