FAKTA: 25 år med Hubble-teleskopet

Skrevet af admin

24/04/2015

Dagens topnyheder

Hubble-teleskopet har rejst 110.000 gange rundt om Jorden de seneste 25 år. Det er blot ét af flere interessante fakta om det aldrende teleskop. Her er en række andre:

* Hubble-teleskopet er opkaldt efter den amerikanske astronom Edwin Hubble (1889-1953).

* Allerede to måneder efter opsendelsen i 1990 blev et problem med teleskopets primære spejl opdaget. Fejlen betød, at det sendte uskarpe billeder hjem. Det blev først repareret tre år senere.

* Hubble er 13,3 meter lang og cirka på størrelse med en bus.

* Selve teleskopet er så stabilt, at det kan tage et præcist billede af et objekt, der har en bredde som et menneskehår, på 1,6 kilometers afstand.

* Hubble kredser om Jorden i 547 kilometers højde med en hastighed på 27.000 kilometer i timen. Det betyder, at det er 95 minutter om at nå rundt om Jorden.

* Teleskopet er ude af stand til at se Solen og Merkur. Til gengæld kan det tage billeder af universets yderste afkroge 13,4 milliarder lysår væk.

* Informationer fra Hubble har dannet grundlag for over 12.800 videnskabelige udgivelser.

* Hubble drives af solenergi, som det opbevarer i seks store batterier, der svarer til omtrent 20 bilbatterier.

* Nasa stod for byggeriet af Hubble med hjælp fra Det europæiske rumagentur, ESA.

Kilder: Nasa, AFP

/ritzau/